2006–2009 Bakken om natten s/h
1994 - 2010 Bakken udenfor sæsonen
Tanken strejfede mig helt tilfældigt en fredag aften i efteråret 2006: “Hvordan ser der egentlig ud på Bakken om natten, når der er vinterlukket?” Da der som sædvanlig ikke var noget i fjernsynet, som var værd at bruge tid på, lå det lige for at tage ud og se efter. Det blev begyndelsen på en lang historie.
Med tiden udviklede jeg en arbejdsmåde med disse tre hovedpunkter:
Vejret: Helt vindstille, helst også overskyet og diset.
Udstyr: To stativer, to kameraer, to stopure, notesbog, rød diodelygte.
Medbring: Termokande med røget te samt et par forstørrelser til at vise til meget mistroiske nattevagter, så jeg kunne forklare, hvad jeg foretog mig. Som regel antog de mig blot for at være splittertosset og kørte igen.
I svagt lys er vores synsindtryk uskarpt og vi oplever tydeligt, at der ikke er meget lys. For filmen i kameraet er det helt anderledes. Svagt lys og lang eksponering giver præcis samme resultat som kraftigt lys og kort eksponering, nemlig en fuldt eksponeret optagelse. Billederne viser noget helt andet end det, som jeg oplevede, men de er ikke manipulerede. De demonstrerer en helt grundlæggende forskel mellem fotografi og synssans.