1967-2012 Analog fotografering, indledende tekst

I de 45 år, hvor jeg fotograferede analogt, brugte jeg mindst sytten kameraer med et utal af objektiver og indrettede i tidens løb i alt syv forskellige mørkekamre. Dertil kom uhyre mængder af aldeles nødvendigt tilbehør: flash, halogenlamper, ledninger og kabler, filtre, filmkassetter, lysmålere, farvetemperaturmåler samt alverdens dimser og duppeditter. Havde jeg glemt at få bare én bestemt lille dims med på en opgave, kunne det i værste fald betyde, at jeg måtte tage hjem igen.

Film var enten s/h eller farve, hver med en lang række forskellige underkategorier. Farvefilm fik jeg fremkaldt ude, men s/h film fremkaldte jeg selv. Det var besværligt, fordi forskellige kombinationer af film og fremkaldere gav vidt forskellige resultater. Og da motiver også er temmelig forskellige, var det komplicerede ligninger med mange ubekendte, som skulle gå op. Det var stort set umuligt at finde brugbare instruktioner, og dertil kom en lang række myter og gammel overtro, som skulle manes i jorden. Man var i høj grad henvist til at prøve sig frem. Først da jeg i slutningen af 1980’erne anskaffede et kostbart densitometer og lærte at bruge det, begyndte jeg at få styr på tingene.

Perspektivkorrektion, som er afgørende for arkitekturfotografering, var kun mulig med specielle kameraer. Allerede i mine år på Arkitektskolen havde jeg lært at bruge det schweiziske Sinar Norma storformatkamera, som er et af de fineste kameraer, der nogensinde er fremstillet. Det blev min trofaste og uundværlige følgesvend gennem 25 år.