2019 St Petersborg, Kirov-værkernes klub- og kulturhus

Stachek Prospekt 72 / пр. Стачек 72

Arkitekter A.I. Gegello, D.L. Krichevskij / А.И. Гегелло, Д. Л. Кричевский

Opført 1931 – 1935. Kirov-værkerne var den største sværindustri i Leningrad, fra 1935 navngivet efter byens partichef, som året før var blevet myrdet, sandsynligvis på ordre fra Stalin.

Den første fase af byggeriet omfattede klubhuset med en sal med 500 pladser, bibliotek, dansesal og lokaler til studiekredse mm. Anden del med en teatersal med plads til 1.500 tilskuere blev først tilføjet i 1961 og ikke efter de oprindelige tegninger.

Facaden afspejler det dilemma, som avantgardens konstruktivistiske arkitekter stod i efter Stalins definitive greb om magten, hvor symmetri og klassicistiske træk hurtigt blev obligatorisk. Facadens fuger og søjlerne ved indgangen er et forsøg på tilpasning til de nye tider, mens det asymmetriske indgangsparti og trappen i det halvrunde glashus – desværre inddækket og utilgængelig i dag – peger tilbage til 1920’erne.

Bygningen fungerer stadig som kulturhus og var derfor i 2019 nogenlunde frit tilgængelig.

2010 Uhyrlige København

Fuldmånen skinner og de skønneste uhyrer gemmer sig i nattemørket, men kan lokkes frem med lange eksponeringstider: 
Enhjørningen på Christianshavns Torv, dragerne på Børsens spir, de sikkert meget giftige fisk på Caritas-brønden på Gammeltorv og Dragespringvandets vogtere på Rådhuspladsen.

2007 – 2016 Louisiana, Humlebæk

Louisiana, Humlebæk. Et af verdens fineste museer for moderne kunst.

Tegnet af arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert, opført i en række etaper mellem 1958 og 1991.

Se dr. Michael Sheridans ’Louisiana. Arkitektur og landskab´, udgivet af museet 2017.