Badeanstalten ‘Gigant’, Oboronnaya Ulitsa

Ушаковские бани”Гигант” Оборонная ул.

Opført 1928 – 1930 og tegnet af arkitekten A. S. Nikolskii (А. С. Никольский), som også havde været med til at opføre boligbebyggelserne i Traktorgaden og Turbinegaden tæt ved.

Varmt vand og sæbe i rigelige mængder, sauna, udendørs svømmebassin og andet, som kunne befordre hygiejne, sundhed og velbefindende. Tanken var, at køkken og badeværelse kunne minimeres i boligerne, hvis faciliteterne til gengæld var til rådighed lige i nærheden i form af kollektive spise- og badehuse.

Bygningen er i dag i så voldsomt forfald, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før den bliver revet ned. Bygningen er i dag i så voldsomt forfald, at det kun er et spørgsmål om tid, før den bliver revet ned. Tydelige spor efter narkomaner og hjemløse i den kæmpestore, øde bygning fratog mig modet til at udforske det indre nærmere.

Турбинная ул. / пр. Стачек,

Boligbebyggelse opført 1925 – 1928. 

Arkitekter A.I. Gegello, A.S. Nikolskij og G.A. Simonov. 

А.И. Гегелло, А.С. Никольского и Г.А. Симонова.

Ikke langt fra Traktorgaden opførte de samme arkitekter omtrent samtidig boligbebyggelsen karrebebyggelsen Serafimov mellem Prospekt Stachek og Turbinegaden. Ligesom Traktorgaden tager den udgangspunkt i områdets traditionelle boligbyggeri, og supplerer med nye, fremsynede og funktionelle træk, for eksempel solorienterede lejligheder. At det som Traktorgaden var avantgarde, understreger de kvartcirkulære portaler, som også her er mellem nogle af blokkene.

 

Красное знамя. Pionergaden, Пионерская улица

Gensynet med Erich Mendelsohns ‘Røde Banner´ tekstilfabrik overraskede. Kraftcentralen var ganske vist blevet gennemgribende renoveret, men det var gået hårdt ud over bygningens oprindelige og for sin tid meget avancerede betonkonstruktioner. Alt tyder på, at resten af fabrikskomplekset, som er i voldsomt forfald, desværre nok bliver revet ned.
Klods op ad kraftcentralen var en massiv 9-etagers beboelsesejendom blevet opført, og som for at føje spot til skade kaldes den ‘Mendelsohn’. Den er så styg og malplaceret, at det kunne være København: BLOX og Papirøen, for blot at nævne et par eksempler.

Красное знамя Pionergaden, Пионерская улица 53

Den tyske arkitekt Erich Mendelsohn (1887 – 1953) var en af de meget få udenlandske arkitekter, som byggede i Sovjetunionen i 1920’erne. Tekstilfabrikken ‘Røde Banner’ med den ikoniske kraftcentral var i 2016 i voldsomt forfald. En venlig vagtmand – en sjælden undtagelse i Rusland – lod mig slippe ind på området, men jeg fandt ikke en åben dør ind i nogen af bygningerne.
Et par år senere var der sket dramatiske ændringer, langt fra alle til det bedre.

De to s/h billeder tog jeg i 1968, hvor fabrikken stadig var i drift. Dengang var jeg desværre ikke opmærksom på selve bygningen.

Тракторной улицы
Boligbebyggelse opført 1925 – 1927. 

Arkitekter A.I. Gegello, A.S. Nikolskij og G.A. Simonov. 

А.И. Гегелло, А.С. Никольского и Г.А. Симонова.

Et smukt eksempel på Leningrad-avantgardens sammentænkning af traditionel arkitektur med nye krav og idealer. Lejlighederne er orienteret efter solen, så alle trappeopgange ligger mod nord. Facaderne er frit og varieret dekoreret og de kvartcirkulære buer mellem bygningerne er blevet ikoniske.

Bygningerne er gennem tiden blevet temmelig brutalt behandlet. Facaderne har fået forskellige farver, vinduer er ofte udskiftet med noget, der har meget lidt med de originale at gøre, ligesom mange altaner og balkoner er blevet inddækket. Her er kontrasten til de samtidige boligbebyggelser i Berlin, som i dag er UNESCO-kulturarv, betragtelig.

De store træer, som i dag gør gaden til en smuk allé, betyder desværre også, at det er svært at iagttage de mange, fine variationer, som præger facaderne.

Stachek Prospekt 72 / пр. Стачек 72

Arkitekter A.I. Gegello, D.L. Krichevskij / А.И. Гегелло, Д. Л. Кричевский

Opført 1931 – 1935. Kirov-værkerne var den største sværindustri i Leningrad, fra 1935 navngivet efter byens partichef, som året før var blevet myrdet, sandsynligvis på ordre fra Stalin.

Første fase af byggeriet omfattede klubhuset med en sal med 500 pladser, bibliotek, dansesal og lokaler til studiekredse mm. Anden del med en teatersal med plads til 1.500 tilskuere blev først tilføjet i 1961 og ikke efter de oprindelige tegninger.

Facaden afspejler det dilemma, som avantgardens konstruktivistiske arkitekter stod i efter Stalins definitive greb om magten, hvor symmetri og klassicistiske træk hurtigt var blevet obligatorisk. Facadens fuger og søjlerne ved indgangen er et forsøg på tilpasning til de nye tider, mens det asymmetriske indgangsparti og trappen i det halvrunde glashus – desværre inddækket og utilgængelig i dag – peger tilbage til 1920’ernes langt friere tilgang til arkitektur.

Bygningen fungerer stadig som kulturhus og var derfor i 2019 nogenlunde frit tilgængelig.